VICOMTEN
De, hr. … De har … en … øh … en næse, som er meget …
øh … stor.
CYRANO, alvorligt.
Ja, meget.
VICOMTEN
Ha!
CYRANO, roligt.
Og var der mere?
VICOMTEN
Men …
CYRANO
Åh, nej! Det var lidt kort, min kære, unge ven!
Man kunne … dét ved Gud! … til oratorisk spot
Anvende mange ord og billeder. Hør blot:
Provokatorisk: ”Var det min, den attribut,
Så blev den amputer’t på under et minut!”
Venligt: ”De må nå ned i glasset med den tud.
Køb Dem en drikkeskål, så De kan drikke ud.”
Beskrivende: ”Den er en pynt … et bjerg … nej vent!
Hvad siger jeg? Den er et eget kontinent!”
Nysgerrigt: ”Sig mig, hr., jeg be’r Dem, uden pral,
Er det et pennehus? … et saksefoderal?”
Sirligt: ”Er De så glad for himlens mange fugle,
At De, så de små kræ kan hvile sig en smule,
Agerer siddepind for Deres flyv’ne venner?”
Spydigt: ”Og hver en gang De lystigt piben tænder
Og blæser røgen ud af næsen, mon det hænder,
At nogen standser op og råber ”Hjælp! Det brænder”?”
Til advarsel: ”Pas på, De ikke falder om
Ved dens enorme vægt og lander på Der’s vom.”
Bekymret: ”Køb til den en lille baldakin,
Så ikke solen gør den bleg som kaolin.”
Pedantisk: ”Kun det dyr, som af en mand betegnes
Hippocampelephantocamelos, kan regnes
For Deres lige når det gælder næsepragt!”
Mondænt: ”Ah, kære ven! Hvem er det, som har sagt,
At så’n en javertus den bruges nu om dage?
Men i det mindste er den god som hatteknage!”
Emfatisk: ”Ingen vind, o prægtige organ,
Kan ret forkøle dig undtagen en orkan!”
Dramatisk: ”Hr., det er, jo helt som om man stod
Ved Rødehavets bred, når De har næseblod!”
Begejstret: ”Hvilket skilt til et parfumeri!”
Poetisk: ”Er De mon Triton, som blæser i
Et sneglehus ude i havets element?”
Naivt: ”Hvad tid kan man bese det monument?”
Ærbødigt: ”Hr., De har vist eget hejseværk!”
Landligt: ”Æj! Hva’ nu det? Kone! Kom her og mærk!
Er de’n stor kantøff’l eller en klejn melon?”
Krigerisk: ”Nu! Giv agt! Gør klar den dér kanon!”
Driftigt: ”Udbyder De den, hr., i lotteriet,
Da fås ikk’ bedre lod i hele kongeriget.”
Til sidst som tragisk helt, her i en parodi:
”Ak! næsen er en hån imod den harmoni,
som herrens ansigtstræk udstråler uden den!”
Se, det er, hvad De ku’ ha’ sagt, min kære ven,
Såfremt De havde haft lidt vid og lidt forstand.
Men vid, af det har De, o, dorske, unge mand,
Så godt som ingenting! Og man tør knap nok håbe,
Forstanden rækker til at stave ordet ”tåbe”.
Og hvis De nu besad så megen fantasi
Til frem for alle i parterre og galleri
At præsentere mig for sådan ordrig spot,
Da ville De, vicomte, og det sagt kort og godt,
End ikke kunne nå så meget som at sige
Et enkelt ord, før jeg fik bragt Dem til at tie.
Jeg bruger selv mit vid, så ofte som jeg kan,
Men bruge ord mod mig, lader jeg ingen mand.
DE GUICHE
Vicomte, lad os gå!
VICOMTEN, oprørt.
Åh! Hvilken opblæst ånd!
En … spradebasse, som … som … uden pynt og bånd
Og … uden handsker går så frejdig rundt og skryder!
CYRANO
Hvad angår mig, er det mit indre, som jeg pryder.
Jeg kror mig ikke som en laps med pynteklud,
Er mere pæn, hvis jeg er mindre stadset ud.
De ser mig aldrig gå på gaden halvt beskidt
Af en fornærmelse, jeg ikk’ er blevet kvit,
Med overtræt moral, klatøjet og uvasket,
Med krøllet ære og samvittigheden jasket.
Og jeg går altid ud omgivet af en krans
Af uafhængigheds og friheds stråleglans.
I stedet for den her figur, er det mit sind,
Som jeg har tvunget i korset og snøret ind.
Jeg er kun pyntet med bedrifter, ikke bånd.
Og med tilspidset vid, som når med kyndig hånd
Jeg snor min knebelsbart, lader jeg sandhed tone
Blandt både høj og lav, ud fra min friheds trone.