(…) Læserne tillader os at efterlade hende her nogen tid for at vende os mod Juliette og for at fortælle, hvordan hun – fra de fattige kår, hun kom fra, og uden at have flere midler end sin søster – dog på femten år blev en kvinde med adelig titel, i besiddelse af tredive tusind pund i årlig rente, prægtige smykker, to eller tre ejendomme dels i byen, dels på landet og for øjeblikket etatsråd de Corvilles hjerte, formue og fortrolighed, en mand af stor indflydelse, som stod for at blive udnævnt til minister. At nå dertil havde ikke været uden torne, hvilket må stå klart for enhver. Det er gennem de mest skændige og hårde læreår, at disse frøkner arbejder sig frem i livet, og den kvinde, der i dag befinder sig i en fyrstes seng, bærer måske stadig på sin krop de ydmygende ar efter voldsomheden, som blev udøvet af de libertinere, i hvis hænder hendes ungdom og mangel på erfaringer kastede hende.
Da hun forlod klostret, opsøgte hun en kvinde, hun havde fået omtalt af den unge veninde, der var fordærvet, som hun selv ønskede at blive det, og som var blevet det af netop denne kvinde. Hun opsøger hende med sin lille bylt under armen, skødesløst klædt i en lille kjole, med håret løst hængende og den smukkest tænkelige skikkelse – hvis det da ellers er sandt, at uanstændig- heden kan være i besiddelse af ynder. Hun fortæller sin historie til kvinden og bønfalder om at blive taget under hendes vinger, som denne tidligere havde gjort det med veninden.
»Hvor gammel er De?« spurgte Duvergier.
»Femten år og nogle dage, madame,« svarede Juliette. »Og intet menneske har nogensinde … ,« fortsatte matronen.
»Uh! nej, madame, jeg sværger.«
»Men det hænder nu og da i disse klostre,« sagde den gamle, »… en skriftefader, en nonne, en veninde … Jeg er nødt til at se sikre beviser på det.«
»Dem er de velkommen til selv at fremskaffe, madame,« sagde Juliette rødmende.
Og efter at have udstyret sig med et par briller og med grundighed forvisset sig om tingenes tilstand sagde bordelmutteren:
»Godt, De kan blive her. Se til, at De nøje indprenter Dem mine råd og udviser en høj grad af føjelighed og lydighed i forhold til mine aktiviteter, renlighed, sparsommelighed, ærlighed over for mig, omtanke over for Deres veninder og list over for mændene. Jeg vil, inden der er gået ti år, have sørget for, at De kan trække Dem tilbage i en lejlighed på tredje sal med kommode, pillespejl og tjenestepige. De færdigheder, De har tilegnet Dem hos mig, vil gøre Dem i stand til selv at opnå resten.«
Efter disse formaninger bemægtiger Duvergier sig Juliettes bylt. Hun spørger hende, om hun ikke har penge, og da Juliette i sin naivitet indrømmer at have hundrede daler på sig, inddrager den kære moder dem, mens hun lover sin nye pensionær, at hun vil anbringe den lille sum i lotteriet, for en ung pige skal ikke have penge på sig.
»Det er,« sagde hun, »den sikre vej til fortabelse, og i et så fordærvet århundrede bør en forstandig pige af god familie undgå alt det, som kan få hende til at gå i en fælde. Det er til Deres eget bedste, at jeg siger dette, min pige,« tilføjede mutteren, »og De bør være mig taknemmelig for, hvad jeg gør for Dem.« (…)