Højmægtige sultan, i en by i Persien, i udkanten af Deres majestæts riger, levede to brødre, hvoraf den ene hed Kassim og den anden Ali Baba. Deres far havde kun efterladt dem en ganske lille arv, og da de havde delt den ligeligt mellem sig, skulle man tro, at deres liv ville forme sig på samme måde. Tilfældet ville det dog anderledes.
Kassim giftede sig med en kvinde, som kort tid efter deres bryllup arvede en velassorteret butik, et pakhus fyldt med gode varer samt flere jordbesiddelser, hvilket med et slag gjorde ham velstående og til en af de rigeste købmænd i byen.
Ali Baba havde derimod giftet sig med en kvinde, der var lige så fattig som ham selv, og levede i stor elendighed. Hans eneste mulighed for at tjene penge til at brødføde sig selv og sine børn var at tage ud i en nærved liggende skov og hugge brænde. Det lastede han på sine tre æsler, som var alt han ejede, hvorpå han fragtede det ind til byen og solgte det.
En dag var Ali Baba taget ud i skoven, og han var netop blevet færdig med at hugge omtrent så meget brænde, hans æsler kunne bære, da han fik øje på en kraftig støvsky, som blev større og kom lige hen imod ham. Han så nærmere på den og fik øje på et stort antal ryttere, der kom ridende i fuld fart.
Selv om landet ikke var hjemsøgt af røvere, fik Ali Baba alligevel den tanke, at mændene godt kunne være det. Hans første indskydelse var derfor at redde sit liv. Uden at bekymre sig om, hvad der ville ske med hans æsler, klatrede han op i et højt træ, hvis grene et stykke oppe ad stammen dannede en tæt krone. Her krøb han sammen og følte sig i sikkerhed, da han kunne se ud uden selv at blive set. Træet stod for foden af en fritstående klippe, som var meget højere end træet og samtidig så stejl, at man ikke kunne klatre op ad den på noget sted.
Rytterne, som var store og stærke, alle godt ridende og velbevæbnede, ankom til klippen, hvor de steg af hestene. Ali Baba talte dem og nåede frem til, at der var fyrre i alt, og ved synet af deres udseende og udrustning tvivlede han ikke længere på, at de var røvere. Han tog heller ikke fejl. Det var nemlig røvere, som ikke overfaldt folk på denne egn, men i stedet tog på plyndringstogter langt derfra og mødtes ved klippen. Og det, som han så dem gøre, bekræftede hans formodning.
Hver af røverne tog hovedtøjet af sin hest, tøjrede den og hængte en sæk byg, som den havde båret over krydset, om halsen på dyret. Derefter tog de hver især deres saddeltaske over skulderen, og de fleste af taskerne så ud til at være så tunge, at Ali Baba gættede på, at de var fulde af guld- og sølvmønter.
Den mest iøjnefaldende røver, som Ali Baba mente måtte være deres anfører, tog som de andre sin saddeltaske over skulderen og gik hen imod klippen meget tæt på det træ, han havde skjult sig i. Røveren banede sig vej gennem nogle buske, stillede sig op foran klippen og sagde så højt, at Ali Baba tydeligt kunne høre det, følgende:
»Sesam, luk dig op.« (…)