November 1941. Livet i lejren var et helvede, der bestod af monotone dage afbrudt af konstante pinsler, og min krop og mit hoved havde for længe siden affundet sig med det. Der skete intet, hvis det ikke var for hverdagens faste rutine af grusomheder, som SS’erne havde fastlagt. Sommeren gik, og det blev efterår. Skoven omkring lejren stod i mange farver. På den anden side af pigtrådshegnene og udkigstårnene så vi naturen stå med overdådig pragt. Når jeg stod og så på Vogeserne, der havde fået den første sne, ønskede jeg tit, at noget ville ske – hvad som helst, selv det værst tænkelige – hvis bare det ville gøre en ende på fornedrelserne og hele det system af pinsler, som vi var underlagt.
Indimellem, når morgentågen lettede, så jeg som flere andre fanger hen på en statue af Jomfru Maria på et af de takkede tårne på slottet, som lå ved et bjerg længere nede i dalen. Vi var flere, hvis blikke gik i den retning. Vi sagde ikke noget om det til hinanden, men jeg ved, at jeg og mine medfanger kun havde en tanke, den eneste, som endnu var en smule sammenhængende: At komme hjem, at vende tilbage til de mennesker, vi holdt af, vende tilbage til vores seng og vores værelse. Komme hjem til os selv.
En dag i november 1941 hørte jeg mit navn blive nævnt over højttalerne. ”Seel, Peter” skulle møde op i kommandanturet. Nogle dage tidligere havde jeg efter at have revet gruset foran indgangen til bygningen set mit snit til at hugge nogle af kaninernes gulerødder. Mon nogen havde set det og angivet mig? Jeg kunne blive hængt for det. Eller skulle jeg til endnu et forhør? Have flere indsprøjtninger? Ville jeg blive overført til en anden lejr? Da jeg allerede længe før havde opgivet enhver tanke om at kæmpe imod deres beslutninger, kunne jeg ikke andet end at gå derhen med bange anelser, men også med en stor tro på at det, som ville komme, var uafvendeligt. I et sådant helvede var håbet blevet absurd.
Karl Buck sad bag sit skrivebord. Han virkede ikke særlig vred, allerhøjst en smule mistroisk. I modsætning til hvad han plejede, råbte han ikke. Han talte til mig i en højtidelig og alvorlig tone. Efter at han havde fået mine fangevogtere til at holde øje med min opførsel i lejren, var han nået frem til, at jeg kunne forlade den på grund af min gode opførsel. Jeg kunne fremover være en fuldgyldig tysk borger. Jeg havde tilmed lov til at forlade hans kontor med et ”Heil Hitler”, som var forbeholdt Det Tredje Riges hæderlige mænd. Stående i retstilling foran ham troede jeg ikke mine egne ører, men var bange for, at det var endnu en fælde.
En sidste formalitet. På bordet foran mig lå et grønt dokument med den tyske ørn, som jeg skulle underskrive. Karl Buck fortsatte i et truende tonefald:
”Vi er altså enige om, at hvis De skulle falde for fristelsen til at fortælle det mindste om, hvad De har oplevet her i lejren, hvis De skuffer Det Tredje Riges myndigheder, vil De selvfølgelig meget hurtigt blive sendt tilbage hertil.”
Roligt men bestemt forlangte han min fuldstændige tavshed. Jeg var forbløffet og vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Men jeg adlød og underskrev uden at læse dokumentet. Buck tog papiret og lagde det ind i sit pengeskab.
Hvad havde jeg skrevet under på? Jeg har længe været besat af dette spørgsmål. Og det pinte mig i al den tid, jeg var tysk borger og sidenhen tysk soldat. Måske fordi jeg hver gang kom til at tænke på følgerne af den anmeldelse, jeg to år tidligere havde underskrevet på politistationen i Mulhouse. Da havde jeg også skrevet under uden at tænke videre over det, og det havde været begyndelsen til mine lidelser. Men denne gang, i lejren, havde jeg ikke andet valg end at skrive under. Det var en ordre. Måske var det også en uhyggelig farce, for måske ville jeg blive slået ihjel, i samme øjeblik jeg gik gennem lejrens gitterport.
Da jeg havde underskrevet dokumentet, var der ingen ændring hos Karl Buck. Jeg blev pludselig opfyldt af et vanvittigt håb om, at han talte sandt. Jeg tog afsked med ham med den påkrævede hilsen og gik efter hans ordre hen til lejrens magasin. Her fik jeg udleveret mit civile tøj. Jeg tog min slidte og lappede fangedragt af, min hætte, min jakke, bukserne og med det den forfærdelige farvestribe. Jeg fik penge til at købe en togbillet til Mulhouse. Derefter gik jeg hen mod gitterporten uden at vende mig om for at kaste et sidste blik på mine lidelsesfælder. Fuld af ængstelse gik jeg gennem porten. (…)