– eller: Den kloge mand og ateisten
Fortalt af hr. Sherloc, oversat af hr. de la Caille
FØRSTE KAPITEL
De beder mig, højstærede, om nogle oplysninger om vores ven, den respektable Freind og hans usædvanlige søn. Den arbejdsfrihed, som jeg nu efter lord Peterboroughs tilbagetrækning fra aktiv tjeneste nyder, gør mig i stand til at opfylde Deres ønske. De vil blive lige så overrasket, som jeg blev det, og De vil helt og aldeles dele mine anskuelser.
De har knap set den unge og ulyksalige Jenni, Freinds eneste søn, som faderen tog med til Spanien, da han i 1705 var præst for vores hær. De selv tog til Aleppo, før lord Peterborough belejrede Barcelona, men det er sandt, når De siger, at Jenni var den mest elskelige og tiltalende person, man kan tænke sig, og at han allerede udviste anlæg for mod og en god begavelse. Intet er mere sandt, og man kunne ikke møde ham uden at holde af ham. Hans far havde oprindelig udset ham til et liv i kirken, men da den unge mand udtrykte sin modvilje mod denne stand, som kræver så megen regelbundethed, omtanke og skarpsindighed, indså faderen, at han ville begå en forbrydelse og en dumhed ved at gøre vold mod drengens natur.
Jenni var endnu ikke fyldt tyve år. Han ville for enhver pris deltage som frivillig i angrebet på Montjuïc, hvor vi gik af med sejren, og hvor prinsen af Hessen blev dræbt. Den stakkels Jenni blev såret og som fange ført ind i byen. Det følgende er en præcis gengivelse af, hvad der hændte ham mellem angrebet på Montjuïc og indtagelsen af Barcelona. Redegørelsen er foretaget af en ung catalonierinde, som er vel fri af sig og vel naiv, og den slags beretninger formår ikke at gribe den kloge om hjertet. Jeg tog beretningen hos hende, da jeg drog ind i Barcelona efter lord Peterborough. Læs den uden at blive forarget som en pålidelig beskrivelse af landets sæder.
DEN UNGE ENGLÆNDER JENNIS OPLEVELSER
Skrevet i hånden af doña Las Nalgas
Da vi blev fortalt, at de samme barbarer, som var kommet gennem luften fra en ukendt ø for at tage Gibraltar fra os, nu kom for at belejre vores smukke by Barcelona, begyndte vi alle at afholde ni dages andagt til ære for den hellige Jomfru Maria i Manresa, hvilket uden tvivl er den bedste måde at forsvare sig på.
Det folk, som kom så langvejsfra for at angribe os, har et navn, som er svært at udtale, det er nemlig english. Hans velærværdighed, inkvisitor don Jeronimo Bueno Caracucarador afholdt prædikener imod disse røvere, og i Nuestra Señora del Pino nedkaldte han den store bandlysning over dem. Han forsikrede os, at alle english havde abehaler, bjørnelabber og papegøjehoveder, og at det var sandt, at de indimellem talte som mennesker, men næsten altid fløjtede, og at de var notoriske kættere, og at den hellige Jomfru Maria – som er yderst barmhjertig over for andre syndere og synderinder – aldrig tilgav kættere, hvorfor de alle utvivlsomt ville blive udslettet, især hvis de viste sig ved Montjuïc. Han havde knap afsluttet sin prædiken, da vi fik at vide, at Montjuïc var blevet indtaget.
Samme aften fik vi at vide, at vores soldater ved angrebet havde såret en ung english, og at han var i vores varetægt. Over hele byen råbte folk: Vitoria, vitoria! og byen blev festligt oplyst.
Doña Boca Vermeja, som havde æren af at være hans velærværdighed inkvisitorens elskerinde, blev grebet af uimodståelig lyst til at se, hvordan et english og kættersk dyr var skabt. Hun var min nære veninde. Jeg var lige så nysgerrig som hun var, men vi blev nødt til at vente, til han var kommet sig, hvilket ikke tog lang tid.
Vi fik kort tid efter at vide, at han skulle bade hos min fætter bademester Elvob, der, som alle ved, er den bedste bartskærer i byen. Min veninde Boca Vermeja blev mere og mere utålmodig efter at få uhyret at se. Vi havde hverken rist eller ro, og vi holdt ikke op med at plage min fætter bademesteren, før han skjulte os bag en dør ind til et lille værelse, hvorfra man gennem dørens lameller kunne se badekarret. Uden at lave nogen støj listede vi på tåspidserne stille og med tilbageholdt åndedrag ind, netop som vores english steg op af vandet. Hans ansigt var vendt væk fra det sted, hvor vi stod. Han tog en lille hætte af, som skjulte hans lyse hår, og det faldt i store bølger ned over de smukkeste lænder, jeg har set i mit liv. Hans arme, hans lår, hans ben var så muskuløse, så fuldendte og af en sådan elegance, at de efter min mening kunne måle sig med Apollon fra Belvedere i Rom, som min onkel skulptøren har en kopi af.
Doña Boca Vermeja var i den syvende himmel af forundring og henrykkelse. Det samme var jeg, og jeg kunne ikke holde mig fra at sige: Oh, que hermoso muchacho! Disse ord, som undslap mig, fik den unge mand til at vende sig om. Det gjorde os endnu mere overvældede. Vi så en Adonis’ ansigt på en ung Herkules’ krop. Doña Boca Vermeja var nær ved at falde besvimet om, og det samme var jeg. Hendes øjne tændtes og dækkedes af et fugtigt slør, igennem hvilken man anede et skær af flammer. Jeg ved ikke, hvad der skete med mine.
Da hun var kommet til sig selv igen, sagde hun: ”Ved den hellige Sankt Jakob og Jomfru Maria! Er det sådan kættere ser ud? Man har sandelig holdt os for nar!”
Vi gik hjem, så sent vi kunne. Boca Vermeja blev snart grebet af den allerheftigste kærlighed til det kætterske uhyre. Hun er smukkere end mig, det indrømmer jeg, og jeg indrømmer også, at jeg var stærkt jaloux. Jeg forklarede hende, at hun ville være fortabt, hvis hun bedrog hans velærværdighed inkvisitor don Jeronimo Bueno Caracucarador med en english.
”Åh! min kære Las Nalgas,” sagde hun (for mit navn er Las Nalgas), ”jeg ville bedrage selveste Melkisedek med den smukke unge mand.” Hun gjorde, som hun havde sagt, og eftersom man skal sige alt, gav jeg i hemmelighed mere i offergave end den sædvanlige almisse.
En af inkvisitionens støtter, som overværede fire messer om dagen for derved af Vor Frue i Manresa at opnå ødelæggelsen af english’ernes hær, kom under vejr med vores tilbedelse. Hans velærværdighed don Caracucarador lod os begge to piske. Han sendte fireogtyve soldater fra Santa Hermandads orden hen for at pågribe vore kære english. Jenni slog fem af dem ihjel og blev pågrebet af de nitten resterende. Han fik lov til at hvile ud i en meget kold kælder. Det blev bestemt, at han skulle brændes den efterfølgende søndag, iført en kætterskjorte og en bispehue til ære for Vor Frelser og Den Hellige Jomfru Maria, hans mor. Don Caracucarador forberedte en smuk prædiken, men han kunne ikke holde den, for samme søndag blev byen stormet klokken fire om morgenen.
Her ender doña Las Nalgas’ beretning. Hun var en kvinde, som ikke var uden en vis andel af den form for åndrighed, spaniolerne kalder agudeza.
ANDET KAPITEL
Fortsættelsen af den unge englænder Jennis tildragelser, foruden det, som hændte hans far, doktor i teologi, medlem af Parlamentet og Royal Society
De ved, hvor beundringsværdigt grev Peterborough greb tingene an, da han fik herredømmet over Barcelona, hvordan han forhindrede byens plyndring, hvor kløgtigt han hurtigt fik bragt alt i orden, og hvordan han fik reddet hertuginden af Popoli ud af hænderne på en gruppe fulde tyske soldater, som havde bortført og voldtaget hende. Men De kan vel levende forestille Dem vores ven Freinds overraskelse, pinsel, bestyrtelse, hans vrede, tårer og sindsbevægelse, da han fik at vide, at Jenni var anbragt i inkvisitionsdomstolens fængsel, og at hans bål var gjort klar. Som De ved, er de mest kølige hoveder de mest optændte i særlige situationer. De skulle have set den far, som De altid har kendt som så alvorlig og urokkelig, ile hen til inkvisitionens fangehul, hurtigere end vores fuldblodsheste løber i Newmarket. Halvtreds soldater fulgte stærkt forpustede med ham i en afstand på to hundrede skridt. Han ankommer og går ind i fangehullet. Hvilket gensyn! De græder begge to, og det er af glæde. Tyve andre fanger, som er udset til den samme straf som Jenni, bliver befriet. Alle fangerne finder frem til våben, de slutter sig til vores soldater, og på ti minutter får de ødelagt inkvisitionsbygningen og spiser derefter frokost i ruinerne af den, hvor de gør sig til gode med inkvisitorernes vin og skinker.
Midt i al denne ståhej med fanfarer, trommer og lyden af fire hundrede kanoner, som kundgjorde vores sejr over Catalonien, havde vores ven Freind genvundet sin sædvanlige sindsro. Han var så rolig som luften på en smuk dag efter en storm. Mod Gud hævede han et hjerte, der var lige så rent som udtrykket i hans ansigt, da han så et sortklædt gespenst klædt i messeskjorte kravle ud fra et kældervindue og kaste sig for hans fødder, mens han tryglede om barmhjertighed.
”Hvem er du?” spurgte vores ven. ”Kommer du fra helvede?”
”Så godt som,” svarede den anden. ”Jeg er don Jeronimo Bueno Caracucarador, inkvisitor for troen. Jeg beder Dem allerydmygst om tilgivelse for at ville have brændt Deres søn på bålet i fuld offentlighed. Jeg troede, at han var jøde.”
”Jaså! Hvis han havde været jøde,” svarede vores ven med sin sædvanlige sindsro, ”det ville altså ikke genere Dem, hr. Caracucarador, at brænde folk på bålet, fordi de nedstammer fra en race, som engang boede på et lille stenet landområde tæt op ad Syriens ørken? Hvad kommer det Dem ved, om en mand har en forhud eller ej, og om han fejrer påsken ved aprilmåne eller søndagen efter? Den mand der er jøde, jeg skal derfor brænde ham, og alle hans ejendele tilhører mig. Det finder jeg er en meget dårlig argumentation. Sådan fører vi ikke bevis for vores synspunkt i Royal Society i London.
”Er De klar over, hr. Caracucarador, at Jesus Kristus var jøde, at han blev født, levede og døde som jøde, at han fejrede påske efter jødisk skik ved fuldmåne, og at alle hans apostle var jøder, at de, som det tydeligt bliver fortalt, gik i det jødiske tempel efter hans død, at de første femten hemmelige biskopper i Jerusalem var jøder? Min søn er ikke jøde, han er anglikaner. Hvad i alverden kan have fået Dem på den idé at brænde ham på bålet?”
Inkvisitor Caracucarador var stærkt påvirket af hr. Freinds kundskaber, og mens han stadig lå for hans fødder, sagde han: ”Ak! vi lærte ikke om disse ting på universitetet i Salamanca. Jeg beder Dem endnu en gang om undskyld, men den egentlige grund er, at Deres søn tog min elskerinde Boca Vermeja fra mig.”